En spildop-tur
M & M springer ud af bilen og vurderer bunken, der er lagt frem på vejen. ”Kan vi bruge lampen her Magnus?”, spørger Mathias. ”Ja, den tror jeg godt kan sælges”, svarer Magnus.
Magnus og Mathias er juniorspejdere i 1. Lillerød. De har for lang tid siden aftalt med hver deres far, at de igen gerne vil køre SpildOp. ”De har meldt sig på til at køre martsturen på hjemmesiden”, fortæller Finn, der er 1. Lillerød SpildOp-koordinator.
Man behøver ikke at have kørt SpildOp før, men Magnus og Mathias har prøvet at køre SpildOp før, det kan man tydeligt se. ”Når man har kørt ruten i Lynge én gang, kan man som regel huske, hvor der er mange aviser, pap, glas og andre gode ting, vi kan bruge”, fortæller Mathias. Det er en god ide, at køre sammen med nogle, der har prøvet det før, men det er faktisk ret nemt, hvis ikke det kan lade sig gøre.
”Jeg hentede bilen sammen med min far allerede klokken otte i Hillerød”, siger Magnus. Når bilen er hentet, mødes chauffør og hjælpere på Allerød Genbrugsplads inden klokken ni, hvor bure læsses på bilen. Derefter noterer man på en liste, at man er kørt ud, samt hvilket mobiltelefonnummer man kan nås på. Det giver overblik.
Ruten er kørt færdig klokken 12, og så er der frokost på Allerød Genbrugsplads. ”Der er som regel en fantastisk frokost”, siger Magnus. ”Jeps, hvis vi er heldige, får vi også flæskesteg og varm leverpostej med bacon og champignon”, fortsætter Mathias.
Denne dag var der dog lige en tur mere efter frokost. En Lyngeborger havde et helt sofa-sæt, som der ikke var plads til i bilen i første omgang. Magnus og Mathias og deres fædre kører derfor dagens sidste tur for at hente møblerne, der kan give gode penge til spejderne, når det sælges på Gladgården i Lynge.
En god dag med far og en spejderkammerat. Magnus fortæller, at han synes, det er en rigtig god oplevelse at køre SpildOp sammen med sin far og en god spejderkammerat. ”Og folk er glade, når vi kommer”, følger Mathias op. ”Nogle kommer ud med Ritter Sport chokolade eller andet lækkert, som vi kan hygge med, mens vi arbejder”, siger Magnus.